Turismen kommer til Løkken

Profilbillede
dato

I 1895 slår Løkken Badehotel dørene op for de første gæster, som bød på mange velhavende gæster fra hele landet. Åbningen af badehotellet blev en succes og bidrog til turismen til byen.

Løkken Badehotel blev begyndelsen på en ny æra i Løkkens historie. Løkken begyndte for alvor herefter at satse på turismen. Turisterne afløste handelsvarerne, som ikke længere var en lønsom forretning for de handelsdrivende i byen.

Badehotellet åbnede i en af byens gamle skudehandlergårde, Asps Gaard. Badehotellets hovedbygning var skudehandlergårdens stuehus, som vendte ud mod Torvet med en central placering i byen. Med badehotellets navn skrevet på bygningen, blev det i den grad badehotellets ansigt udadtil, og der blev produceret massevis af postkort med motivet af Løkken Badehotel.

I 1910 solgte den daværende ejer af Løkken Badehotel stedet til Inger Søndergaard, og først efter hun overtog stedet, fik badehotellet sin første spiritusbevilling, som stedet i mange år havde kæmpet for at få. Det havde været svært at få bevillingen, da afholdsbevægelsen stod meget stærkt og kæmpede kraftig imod at hoteller og restauranter skulle have bevillinger.

Inger Søndergaard drev badehotellet med sin bror frem til 1924, hvor de solgte stedet til gårdejer og strandfoged Marinus Svendsen. Han byggede løbende til på bygningerne og renoverede flere rum på badehotellet.

I 1941 solgte han stedet videre til fiskeeksportør Peder Brix Kjelgaard og frk. Anne Christensen. Anne Christensen stod for den daglige drift af Løkken Badehotel, da hun allerede 20 år forinden ankom til hotellet, hvor hun arbejdede som servitrice. Hun var vellidt blandt medarbejdere og gæster og regerede på stedet frem til 1963, hvor hun solgte sin andel videre.

I 1985 blevet hotellet solgt til et konsortium, som foretog en gennemgribende renovering af Løkken Badehotel med fokus på at bevare stedets historie, som også er hotellets nuværende udseende i dag. 

Kilde: Redaktion