Løkken Surf Klub deltager i Ren Natur og modtager 3.000,- kr. fra Hjørring Kommune

dato

Nyheden er fra Løkken Surf Klub

Løkken Surf Klub (LSK) gik lørdag d. 6 juni sammen med Ren Natur, et frivilligheds- og sponsorkoncept, og samlede henkastet affald i den smukke natur, langs en rute i Skallerup Klit. 


Dagen startede lørdag morgen kl. 10.00, hvor 15 af klubbens medlemmer, store som små, mødtes i Skallerup for at gå rutens små '1,5 km'. Klubbens formand, Kim Geisler, havde sørget for det nødvendige udstyr fra Ren Natur og sparkede dagen i gang med en lille pep-talk til de fremmødte.  


Til trods for dagens mange deltagere, var det grundet COVID-19 stadig nødvendigt at holde afstand og gå i mindre grupper, hvilket vi naturligvis overholdte - og på den måde kunne vi dække både højre og venstre side af vejen langs ruten. Undervejs, hvor vi kom både langs vandet og den smukke natur, blev der hyggesnakket, fodret heste og luftet hunde. 

Efter 2,5 times gåtur i det gode vejr blev vi alle enige om, at 'det var de længste 1,5 km, vi nogensinde havde gået'. Det skulle også vise sig, at ruten var 7,3 km lang. Da vi ankom ved rutens afslutning, blev affaldet samlet i en bunke til senere afhentning, og der blev afslutningsvist hygget med kaffe og svenske 'kanelbullar'. 


Klubben vil gerne sige stort tak til alle der deltog på gåturen, og tak for den generelt store opbakning, vi ser. Vi håber på mange flere arrangementer, hvor vi kan lære hinanden bedre at kende - både i og uden for vandet. 


Klubben modtager 3.000,- kr. for opgaven fra Hjørring Kommune. 


Læs mere om Ren Natur på https://rennatur.org 

Kilde: Løkken Surf Klub