Løkken Bibliotek lægger lokaler til musik og sang.
Nu på mandag, d. 18. oktober, afholder Løkken Bibliotek et spændende og musikalsk arrangement for de mindste børn i alderen 1-3 år – og selvfølgelig deres forældre. Den musikalske legestue finder sted om formiddagen, hvor sangerinde Anne Møller har sin guitar med og synger kendte børnesange. Det er helt gratis at deltage, men kræver tilmelding på www.hjbib.dk.
Senere om mandagen, nemlig kl. 13, kan de lidt større børn lægge vejen forbi Hjørring biblioteket, hvor biolog Vicky Knudsen fortæller om naturens mange sjove dyr. Vicky er bl.a. kendt fra tv, hvor hun er med i programmet ”1 døgn, 2 hold, 3 dyr”. Tilmelding til arrangementet med Vicky kan ske via www.hjbib.dk. Foredraget er primært til børn fra 6 år.