Nyheden er fra Løkken Surf Klub
Lørdag d. 8. august startede for nogle tidligt med pakning af bil, køb af drikkevarer, kagebagning m.m. Der skulle nemlig afholdes klubdag på stranden fra kl. 10.13, tæt ved Løkken Mole. Alle medlemmer var inviterede, og formålet med dagen var at give medlemmerne mulighed for at se og prøve klubbens nye initiativ, klubdragter med logo.
Vi var meget heldige med vejret og solen skinnede hele dagen. Vi havde taget forfriskninger med i form af is-kolde drikkevarer og kage. Der var også medbragt et par SUP boards til dem, der havde lyst til en tur på vandet.
Der var stor opbakning til arrangementet, og mange medlemmer lagde vejen forbi - enten for at bestille en klubdragt eller for at sige hej og drikke en kold sodavand. Der blev i alt lagt 52 bestillinger, hvorfor godt halvdelen af vores medlemmer snart kan se frem til at iføre sig en t-shirt, hoodie, sweatpants, eller sweatshirt med klubbens logo.
Klubtøjet bestilles i denne uge, og vi forventer, at vi inden for 2-3 uger kan levere nye, smarte klubdragter til vores medlemmer.
Et kæmpe tak skal det lyde til alle der hjalp til på dagen, og ikke mindst tak til alle dem der lagde vejen forbi.
Det var en skøn dag!