Selvom gågaden i Løkken naturligvis er knap så livlig uden for turistsæsonen, er der varme og god stemning på værtshuset Café Carlton. Stedets forpagter, 53-årige Pia Sanderhoff, gør sammen med sine medarbejdere meget ud af at hygge om både trofaste stamkunder og de gæster, der måtte være på gennemrejse på Vendsyssels vestkyst.
Da Pia for en halv snes år siden vendte tilbage til Danmark efter at have boet i Sverige i syv år, skulle hun lige bruge noget tid på at finde ud af, hvor hun ville bo. Hun slog sig ned i Løkken og fik arbejde på Café Carlton. Efter nogle få måneder overtog hun stedet, da den tidligere ejer ønskede at stoppe.
”Tingene kan hurtigt tage en anden drejning end planlagt,” fortæller Pia, ”nu stod jeg pludselig med en forpagtningskontrakt i hånden”. Den 20. november i år har hun ni års jubilæum som forpagter. At hun tog beslutningen om at overtage Café Carlton, har hun ikke fortrudt. Det har stamkunder og strøgkunder heller ikke.
Når man kommer ind på Café Carlton, mærker man med det samme den varme og hyggelige stemning, som cafeens medarbejdere gør så meget ud af.
”Vi har mange stamkunder, der kommer hver dag, når vi åbner. Ikke bare for at få en øl eller en kop kaffe, men lige så meget for snakken og samværet med de øvrige stamkunder,” siger Pia. ”Uden de loyale og trofaste kunder ville stedet ikke være det samme”.
Café Carlton har status som decideret bodega/værtshus. Der bliver holdt fester og arrangeret busture for bodegaens stamkunder, ligesom der også ofte er live musik, som de fleste sætter stor pris på. Næste større arrangement er den traditionelle julefrokost, som alle stamkunder ser meget frem til.
Foto: Facaden ved Café Carlton
Under coronanedlukningen lå Pia ikke på den lade side. Ejeren af Café Carlton overtog i slutningen af 2020 tillige Kroko Bar, der ligger i Søndergade i Løkken. Da Pia blev det tilbudt, sagde hun ja til også at forpagte Kroko Bar, og her åbnede hun den 22. april 2021, lige så snart det var muligt igen efter nedlukningen. ”Jeg er rigtig glad for at have fået mulighed for at være begge steder”, siger Pia. ”Det går rigtig fint, både omsætningsmæssigt og praktisk, og tidligere kunder på stedet er fortsat loyale over for os”.
Kroko Bars gode stemning og hygge er der heller ikke lavet om på. Stedet føres videre i samme ånd som tidligere. Pia har næsten altid sine to små hunde med på arbejde, som giver et ekstra løft til den familieagtige atmosfære, hun ønsker at skabe. Alle passer på hinanden, både hunde og mennesker.
Der er tre fastansatte medarbejdere hvert sted, og Pia indgår på lige fod med de øvrige ansatte på begge bodegaer. Både når det gælder hendes medarbejdere, og når det handler om kunderne, er hendes vigtigste værdi ærlighed over alt andet. ”Jeg forsøger altid at være fair og ærlig over for andre mennesker, og jeg forventer det samme af dem”.
Når Pia ellers holder fri, har hun en stor familie at tage vare på. Forældre, børn og børnebørn, hvoraf de to af børnebørnene bor på Sjælland, nyder godt af hendes store hjerte. Der er også et hus, der skal passes, så Pia forfalder aldrig til kedsomhed.
Tag et kig inden for på begge værtshuses Facebooksider og følg med i aktiviteterne på Cafe Carlton og Kroko Bar.