Med sin fremtrædende placering på Nørregade har Martens gennem en årrække været en markant og synlig del af livet i Løkken.
Siden januar 2021 har butikken været drevet af Inge Møller, men for faste kunder er hun bestemt ikke et ukendt ansigt.
”Jeg overtog Martens efter Jette Jensen den 1. januar 2021. Jeg har indtil overtagelsen pr. 1. januar været fast afløser i butikken - derfor kender jeg til arbejdets indhold og den kundekreds, der er tilknyttet butikken,” fortæller Inge.
Tidligere har fokus i Martens været modetøj, men for nyligt har Inge Møller indledt et samarbejde med lokale kunstnere, og kunst får derfor fremover en fremtrædende rolle i butikken:
”Jeg har valgt at markedsføre butikken som Martens modegalleri, da jeg har indledt et samarbejde med to lokale kunstnere, som udnytter butikkens rammer som galleri. Derfor er der fast udstilling og salg af malerier, skulpturer med mere, som er udført af Jane Mikolajewitz og keramik af pottemager Sanne Nørskov. Der er tanker om forhandling af unika-smykker i løbet af efteråret,” forklarer Inge.
For Inge handler forholdet mellem ekspedient og kunde meget om den atmosfære, der er i butikken.
Kunden skal føle sig velkommen i Martens og mærke det gode humør, der skaber en god stemning i butikken.
”Virksomhedens værdier er baseret på omhu, sanselighed og godt humør. Når vi efterlever disse værdier, smitter det af på den atmosfære der er i butikken,” uddyber Inge Møller og fortsætter:
”Vi gør os umage hver gang der træder en kunde ind i butikken. Når vi gør os umage betyder det, at relationen mellem ekspedient og kunde bliver respektfuld, ligeværdig og berigende. Målet er at nå en win-win situation uden oplevelsen af at være anmassende og insisterende.”
Inge Møller kommer med en baggrund fra bankverdenen, hvor hun gennem 15 år har været HR Direktør i Spar Nord.
Bankuddannelsen er suppleret med uddannelse indenfor coaching, personale og ledelse.
Foto: Inge Møller
”Mit arbejde i butikken er præget af lyst - lysten til at arbejde i smukke rammer og lysten til at skabe min egen butik med eget særpræg. Det skal være en glæde hver gang døren åbner - både for os, der servicerer kunderne og for kunderne, der kommer i butikken,” siger hun.
Hun finder stor glæde i når kunderne påskønner butikkens sjæl og miljø med dens mangeartede kunst, tøjets kvalitet og særpræg. Derfor er det også vigtigt med den ligefremme og afslappede betjening, så kunderne får lyst til at komme igen og igen.
Inge er aktiv på mange fronter og ikke kun i Martens:
”Min hverdag er en blanding af flere forskellige interesser. Jeg har en dejlig familie, børn og børnebørn, en pragtfuld have, Airbnb i vores annekshus og lidt foreningsarbejde ud over at være butiksindehaver torsdag, fredag, lørdag og søndag. Når det lykkes at få til at gå op i en højere enhed, skyldes det mest af alt, at min motivation findes i lysten til at skabe, præstere, være aktiv og sætte pris på det jeg gør - hver eneste dag,” afslutter hun.
Følg butikken på deres Facebookside eller læs mere på deres hjemmeside her.