Der har på seneste gået et rygte i Løkken. Rygtet har lydt, at Materielgården i Løkken lukker.
Dette kunne borgmester Arne Boelt mane til jorden på Løkken.dk’s Netværksmøde. Derfor skal hverken borgere eller ansatte være bekymrede for, at Materielgården er lukningstruet.
Derudover blev der også efterspurgt flere el-ladepladser til elbiler. Hertil kunne Arne Boelt fortælle, at det er elselskabernes opgave at opstille flere ladepladser, dog med kommunen som en del af planlægningen.
Løkken er en by i vækst og derfor var nogen også interesserede i, hvad Løkken vil gøre for fortsat at have nok boliger og muligheder for børnepasning. Der er en del private initiativer som sørger for, at der er rigeligt med lejeboliger og ejerboliger i og omkring Løkken.
Der mangler på nuværende tidspunkt i gennemsnit 5 pladser i vuggestuen og 10-15 pladser i børnehaven. Dette vil ifølge prognoser, også være tilfældet de kommende år. Dette er forvaltningen i gang med at undersøge og præsenterer snarest et forslag til, hvordan denne problemstilling skal takles.