Blå bog
Børge Leif Bech er 69 år gammel og stiller op for partiet Socialdemokratiet
Hans fritidsinteresser består af golf, havfiskeri, naturen, mine dyr, al idræt, sport og kultur- og fritidsliv (og politik).
Han har altid boet i Hjørring Kommune i Løkken.
Hvad betyder Hjørring Kommune for dig?
"I Hjørring Kommune har vi det hele: lange strande, frodige klitplantager, skønne skove, rekreative stier, rislende vandløb, vide agre, en stor havn, en storby, mindre lokalbyer, landsbyer, og en havneby der er porten til Europa. Vi favner det hele for såvel fastboende, tilflyttere og vores mange turister.
Så er jeg vel i bund og grund det man kan betegne som ”stedbunden”, fordi jeg er rimeligt godt tilfreds med vores fantastiske kommune, der har en god struktur og karakter."
Hvorfor stiller du op til kommunalvalg 2021?
"Fordi jeg synes, det er vigtigt for demokratiet, at alle geografiske dele af kommunen er repræsenteret i byrådet. Og fordi jeg gerne vil gøre en indsats samt yde mit bidrag til en fornuftig fremdrift i hele Hjørring Kommune, og bringe kommunen og os trygt ind i fremtiden.
Med sammenlagt mere end 50 års virke i kommunalt regi, dels som ansat og dels byrådspolitiker i 3 perioder som bagage, vil jeg gerne udnytte mine kompetencer i kommunens tjeneste.
Det bunder selvfølgelig i interesse, lyst og energi til arbejdet, og ikke mindst af få realiseret projekter og initiativer, som jeg har været med til at beslutte, gjort færdige. "
Hvad er dine politiske mærkesager?
"Byråds- og lokalpolitik handler især om mennesker, og derfor vil jeg have fokus på:
- Det gode liv, og de unges opvækst, læring samt uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder med opretholdelse af vores nuværende skolestruktur.
- De ældre, syge, svage og personer med funktionsnedsættelse samt særlige behov for pasning og pleje mm. Så vi har de rette tilbud og institutioner, der kan tilgodese fremtidens krav.
- Et mangfoldigt fritids- og kulturliv, så alle har mulighed for ”at gå til noget” og være en del af et fællesskab i tidssvarende lokaler og faciliteter, uanset om du er i en forening eller ej.
- Erhvervs- og turistsektorens udvikling, så der skabes muligheder for alle med understøttelse af så gode betingelser som muligt.
- Såvel både grøn og blå omstilling, så vi efterlever de 17 verdensmål og opnår vores klimamålsætning."
Hvad er det første, du vil gå i gang med, hvis du bliver valgt?
"Sikre opførelse af nye almennyttige boliger i Løkken med mulighed for at bo i lækre træhuse helt tæt på marehalm og byens pulserende surf miljø ved molen, hvor der også skal etableres nye tidssvarende faciliteter.
Få arbejdet med private erhvervs- og boligbyggeriprojekter. Det er vigtigt at få taget fat på for eksempel udviklingen af Hirtshals Havn, så den fremtidssikres og bliver et godt afsæt for grønne aktiviteter, vækst og arbejdspladser i Hjørring Kommune.
Bidrage til opførelsen af en ny svømmehal i sammenhæng med den nye skole, børnehave og idrætscentret i Vrå, hvor alle aldre samles.
Få opført en ny musikskole i Hjørring, som bliver et åbent hus med indkig til synlige aktiviteter.
Få bygget et nyt plejecenter i Sindal med plejeboliger, aktivitetscenter, trænings- og genoptræningsfaciliteter, cafétilbud og god plads til Sindals mange frivillige.
Få igangsat emner fra Masterplanen for Hjørring Hallerne, herunder Det Blå Frirum i Højene samt opfyldt nogle af ønskerne fra flere af de selvejende haller mv.
Projekterne her er kun et lille udvalg af alt det, der er på tegnebrættet i store og små byer og områder i kommunen, for vi skal gøre os umage for at skabe balance og favne alle kommunens borgere for at komme så trygt som muligt ind i fremtiden, for eksempel er der også mange ting indenfor teknik, miljø, natur, forsyning samt administration og service, der skal tages vare og udvikles på."