Omkring midnat søndag d. 4 juli fandt et færdselsuheld sted på Baunen i Løkken, hvor en 23-årig mand var kørt ud i rabatten. En beredskabspatrulje var hurtigt på stedet, hvor de kunne konstatere, at bilisten ikke var kommet alvorlig til skade, men at bilen havde fået materielle skader.
Politiet havde mistanke om påvirket kørsel hvilket betød, at føreren af bilen blev instrueret i at tage en alkometertest. Testen gav udslag og førerens promille var klart over den lovlige grænse på 0,5 promille. Efterfølgende foretog politiet en narkotest på den 23-årige mand, som også gav udslag for, at føreren havde indtaget et euforiserende stof.
Politiet ransagede efterfølgende bilen og foretog en visitering af manden, da der var grundet mistanke om besiddelse af ulovlig narkotika. Under ransagningen af bilen konfiskerede betjentene en mindre mængde skunk, en halv-røget joint samt udstyr der anvendes til at rulle hashjoints med.
Bilisten blev sigtet og anholdt for spirituskørsel, narkopåvirket kørsel samt besiddelse af ulovlig narkotika. Derefter blev bilisten udtaget til blodprøve, som skal bruges som bevismateriale i sagen.