Afføring fra Løkken kan blive en vigtig informationskilde

Profilbillede
dato

I myndighedernes forsøg på at skabe et overblik over covid-19’s udbredelse, skal spildevandet fra bl.a. Løkken under luppen.

Det er Hjørring Vandselskab der oplyser, at spildevandet fra Løkken og opland, skal være en del Statens Seruminstituts testprogram i hele juli måned. Mere præcist er det renseanlægget i Nr. Lyngby, som er udvalgt til testprogrammet.

Formålet med testen af spildevandet er at indsamle information om smitte i større befolkningsgrupper. Covid-19 er nemlig fundet i afføringen hos flere smittede. Igennem spildevandstesten er det på intet tidspunkt muligt at måle evt. smitte fra specifikke husstande eller villaveje. I stedet får man forhåbentligt en masse viden om smitten, uden at skulle teste individuelle personer.

Alle berørte borgere skulle ifølge Hjørring Vandselskab have fået besked herom. 

Testprogrammet hos Hjørring Vandselskab er en del af et fælles europæisk udviklingsprojekt, hvor EU fra 1. oktober 2021 opfordrer alle medlemslande til at have deres spildevandstestprogram på plads. Selvom der er flere måneder til oktober, altså deadline, har Danmark allerede sine testprogrammer på plads. 

Tilbage i 2020 foretog Hjørring Vandselskab en undersøgelse der skulle vise, om renseanlæggets medarbejdere kunne risikere at blive smittet med corona, i forbindelse med deres arbejde med spildevandet. Undersøgelsen slog dog hurtigt fast, at dette ikke var tilfældet.

Kilde: Redaktionen